Teknologi vækker minder hos demente i Aabenraa


Aabenraa Kommune satser målrettet på et tæt samarbejde med virksomheder for at finde frem til teknologiske løsninger, der kan give demente borgere i kommunen et bedre liv. På demensplejehjemmet Rise Parken giver teknologi demensramte beboere gode oplevelser.


Det var svært ikke at få et smil på læberne, da en dement beboer på demensplejehjemmet Rise Parken i Aabenraa Kommune sad på sin motionscykel foran en stor tv-skærm. På skærmen kørte en film fra en cykeltur i Aabenraa by, og det var tydeligt, at beboeren genkendte omgivelserne og livede op. Motiview, som systemet hedder, genopfrisker minder og træner hjernen samtidig med, at de demente bliver motiveret til motion. 100 besøgende havde taget turen til Rise Parken fra Aabenraa Rådhus, hvor de var til kick-off konference for det dansk-tyske demenssamarbejde, Demantec. Efter at have brugt det meste af en dag på at tale om velfærdsteknologiske muligheder for at give demente et bedre liv, stod de nu på Rise Parken og så det ske i praksis. Teknologi er en integreret del af hverdagen i Rise Parken, hvor både beboere og medarbejdere har glæde af alt fra teknologiske kældedyr som en robotsæl til beroligende gyngestole og wellness- og sanserum.

“Teknologien hjælper ikke bare beboerne, men frigør også ressourcer hos personalet, så vi kan få mere tid til den menneskelige kontakt. For eksempel kan nogle af vores beboere cykle et kvarter uden at skulle have hjælp. Dén tid kan vi investere i de andre beboere”, siger Else Iseling, plejehjemsleder i Rise Parken.
2016-06-21 14.43.50

Et strategisk fokus på velfærdsteknologi

Aabenraa Kommune var medarrangør på kick-off konferencen og er med Rise Parken partner i Demantec-samarbejdet. Det er ikke et tilfælde, at kommunen engagerer sig i det dansk-tyske projekt, der skal skabe innovative løsninger på demensområdet. Siden 2010 har kommunen arbejdet strategisk med at indføre velfærdsteknologi i ældreplejen.

“Demens er en af vores tids største udfordringer. Vores vision for Demantec er, at vi sammen kan skabe grænseoverskridende løsninger, der giver vores demente borgere en bedre hverdag. Som leder af en stor organisation er det vigtigt for mig at sende et signal om, at vi ønsker at udvikle idéer sammen med andre til glæde for vores borgere”, siger Thomas Andresen, borgmester i Aabenraa Kommune.

Kommunen er overordnet set presset af demografiske, strukturelle og økonomiske forandringer, en stigende kompleksitet i sundhedsproblemer samt en forventning blandt borgerne om, at kommunen formår at yde en bred vifte af velfærd til meget forskellige modtagere.

Derfor satser Aabenraa Kommune på et tæt samarbejde med virksomheder, borgere, medarbejdere, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsenet. Nøgleordet er co-creation i en hverdag, hvor der ikke er noget, der hedder ”sådan plejer vi at gøre…”, og hvor velfærdsteknologi og digitalisering er en integreret del af alle aktiviteter.

“Vi har tre helt klare mål med at satse på velfærdsteknologi: Vi skal give borgerne et bedre liv, styre omkostningerne på området for at skabe økonomisk råderum samt dyrke innovation i tæt samarbejde med virksomheder”, siger Anne Kathrine Pagh Kold, velfærdskoordinator i Aabenraa Kommune.

Teknologien stiller krav til personalet

På Rise Parken var det tydeligt, at teknologien faktisk gør en forskel i de dementes liv. Beboerne lod sig ikke forstyrre af de mange besøgende, men nød tværtimod både sanserum og motionscykler. De mange former for teknologiske løsninger stiller krav til personalet, og her kommer Demantecs indsats på uddannelsesområdet til at spille en vigtig rolle. Det er et mål, at partnerne i Demantec sammen skal skabe nye uddannelsestilbud målrettet anvendelsen af velfærdsteknologi.

“Hvis vi skal udnytte velfærdsteknologien fuldt ud, kræver det en specialisering af vores personale. I dag bruger nøglepersonale, som oplærer deres kolleger. Det vil lette vores hverdag mærkbart, hvis nyuddannede kom med grundlæggende kompetencer inden for teknologi, eller hvis vores nuværende plejepersonale kunne efteruddanne sig i det”, siger Else Iseling.

Hun peger på, at det ikke blot handler om kompetencer, men også om at få modet til at kaste sig ud i teknologiens muligheder og turde prøve tingene af uden at være bange for at gøre noget forkert. I sidste ende er teknologien nemlig central, hvis der skal blive mere plads til omsorg i en tid, hvor normeringer og budgetter er underlagt et stort pres.

“Der er ikke noget, der kan erstatte den menneskelige kontakt og berøring. Derfor er det fantastisk at få noget teknologi ind, som gør, at vi får mere tid til vores beboere”, siger Else Iseling.

I de kommende dage er det dog ikke teknologien, der hitter blandt beboerne. For et af Rise Parkens søde marsvin skal snart nedkomme, og dén begivenhed vil ingen gå glip af.