Gyngestol får gennembrud i hospitalssektoren

Undersøgelse viser, at urolige patienter falder til ro, når de sidder i en terapeutisk gyngestol fra Wellness Nordic. En opsigtsvækkende undersøgelse på Odense Universitetshospital viser, at syv ud af 11 patienter med intensiv delirium kom ud af deres delirium, eller fik lindret deres delirøse tilstand, efter de havde benyttet gyngestolen. Tilsvarende effekter ses hos mennesker med demens.

– Nogle af de mest fascinerende oplevelser jeg har haft med gyngestolen er, når vi sætter mennesker med svær uro og intensiv delirium over i gyngestolen. Inden har vi ”kæmpet” med dem i flere timer og været ude af stand til at komme i kontakt med dem. Som fagpersonale har vi stået forbavset og set på, hvordan de falder meget mere eller helt til ro, når de kommer op i stolen, fortæller intensivsygeplejerske Gudrun Ebeling.

Gudrun Ebeling arbejder til daglig på OUH Odense Universitetshospital og står bag en undersøgelse, der har vakt opsigt både i Danmark og på den internationale scene. Bl.a. på en kongres for intensivmedicin i Milano i august 2016.

Gennem halvandet år har Gudrun Ebeling undersøgt, hvad en terapeutisk gyngestol fra Wellness Nordic gør ved mennesker, der er indlagt på intensivafdelingen på OUH Odense Universitetshospital. Med hjælp fra sine kolleger, har Gudrun Ebeling observeret og beskrevet effekten af gyngestolen. Og tilbagemeldingerne er positive, selv om flere kolleger mødte det nye initiativ med en vis skepsis.

– Mine egne kolleger har været den største barriere. Som intensivsygeplejerske møder man mange nye tiltag, og det får nogen til at reagere med et ”åh nej, ikke noget nyt igen”. Men efter de er blevet undervist, er der mange af dem, der bruger de fire gyngestole, som Odense Universitetshospital har investeret i, siger Gudrun Ebeling.

En stol der kan mere end at gynge

Gyngestolen fra Wellness Nordic er specielt udviklet til plejehjem og hospitalssegmentet. Med meditativ musik i ryglænet og basvibration i lænden kan stolen ud over at gynge også stimulere patienten taktilt (følelsesmæssigt). Stolen har derfor en beroligende effekt på patienterne og giver afslapning og velvære, hvilket både kan lindre patienternes smertefornemmelser og psykiske gener, ligesom det kan mindske uro og udadreagerende adfærd.

– Mit pilotprojekt er bevis på, at man kan gå nye veje, når man skal hjælpe mennesker, der er kritisk syge. Fagfolk tænker ofte i medicinske baner, når de har at gøre med patienter med smerter. Men kritisk syge patienter lider også psykisk. Derfor er det ekstra interessant, at gyngestolen kan berolige, stimulere og give afslapning og velvære. Eksempelvis er det kommet frem, at syv ud af 11 mennesker med intensiv delirium kom ud af deres delirium, eller at deres delirøse tilstand blev lindret, efter at de havde benyttet gyngestolen, siger Gudrun Ebeling.

Gyngestolen leveres med afslapningsmusik fra MusiCure komponeret af den danske musiker Niels Eje, men det er også muligt at afspille sin egen musik.

– Nogen vælger at slå musikken helt fra, fordi de føler, de bliver overstimulerede, når de både gynger og lytter til musik. Det er meget individuelt, hvad der er bedst for patienterne, fortæller Gudrun Ebeling, der for nylig har fået ’Årets Initiativpris for sygepleje’ for sit innovative arbejde.

Fra idé til handling

Den danske undersøgelse tager udgangspunkt i kritisk syge mennesker, der er indlagt på en intensivafdeling og er meget svækkede. En del af dem har en urolig og måske endda aggressiv adfærd og mistet sprogbrugen. Det var i plejen af disse patienter, at Gudrun Ebeling fik ideen til at undersøge Wellness Nordics gyngestol.

– Jeg havde bemærket, at patienterne blev mere rolige, når de blev løftet i en lift, der gyngede lidt. Det fik mig til at undersøge, om der fandtes hængekøjer, som kunne bruges til min målgruppe. Jeg fandt ingen hængekøjer, men fik derimod øjnene op for, at en gyngestol kan det samme, siger Gudrun Ebeling.

Hun fik første omgang en gyngestol på prøve i tre måneder. Da de tre måneder var gået, var hun ikke i tvivl. Hun havde fat i noget, der kunne give mennesker i deres kritisk syge livsfase øget livskvalitet.

– Jeg tog udgangspunkt i patienter på intensivafdelingen, men gyngestolen kan bruges af alle. Den kan fx også være god for demente, der føler sig urolige og har brug for en tæt og beroligende kontakt, siger Gudrun Ebelings.

Under Gudrun Ebelings observationer var der flere patienter, som fik en unik oplevelse af at blive gynget.

– Vi har haft patienter, som ikke kunne finde hvile, og som ikke kunne sove i deres seng. De har med stor succes prøvet at sove i gyngestolen hele natten. Hver gang den holdt op med at gynge, vågnede de og følte sig utilpasse. Så måtte vi sætte gyngestolen i gang igen, fortæller Gudrun Ebeling og tilføjer, at den officielle vejledning lyder på 20 minutters gyngen, men at de på hendes afdelingen bruger stolen efter patienternes behov.

Det tyske marked er interessant

Ud over Odense Universitetshospital har flere andre hospitaler i Danmark investeret i gyngestolen. Patienter i Aarhus, Svendborg og Hillerød kan således også opleve det terapeutiske hjælpemiddel.

Den positive modtagelse i den danske hospitalssektor har fået Wellness Nordic til at kigge ud over landets grænser. Virksomheden er i fuld gang med at markedsføre produktet i udlandet og har et godt øje til det tyske marked, hvor den allerede har fået en fod indenfor, blandt andet hos Malteser Krankenhaus i Flensborg.

– Vi har haft gyngestolen med på flere tyske messer, og jeg må sige, at den har rokket ved nogle traditionelle forestillinger. Vi har allerede solgt gyngestole til flere tyske plejehjem og stiler nu også mod et gennembrud i den tyske hospitalssektor, siger Bjarne Skamriis fra Wellness Nordics.

Som led i denne strategi er Wellness Nordic netværkspartner i det dansk-tyske demenssamarbejde Demantec, hvor virksomheder, sundhedsprofessionelle og forsknings- og uddannelsesinstitutioner, herunder Welfare Tech, er gået sammen om at forbedre plejetilbuddene til demente ved hjælp af teknologi – på begge sider af den dansk-tyske grænse. Wellness Nordic vil bl.a. bruge samarbejdet og netværk i Demantec til at udbrede mulighederne med gyngestolen i forhold til demente både på plejecentre og hospitaler.

– Der er andre målgrupper end mennesker med intensiv delirium, som kan have glæde af gyngestolen. Mennesker med udadreagerende adfærd, som fx mennesker med demens, ADHD og autisme, bliver også rolige, afslappede og føler velvære, når de gynger i stolen. Det samme gør for tidligt fødte børn og børn med kritisk sygdom, siger Bjarne Skamriis.

Fakta om gyngestolen

Gyngestol er oprindeligt udviklet af Panasonic og forhandles globalt af Wellness Nordic. De første år var den en wellness-stol til det private marked. Senere har Wellness Nordic videreudviklet stolen med meditativ musik i ryglæn og basvibration i lænden, og konceptualiseret den til specielt til plejehjems og hospitalssegmentet.

Gyngestolen har især positiv indvirkning på mennesker med udadreagerende adfærd, fx mennesker med demens, delirium, ADHD, autisme og lignede udfordringer. De bliver beroligede, føler afslapning og velvære.  Stolen kan kombineres med en tung fiberdyne eller kugledyne, så brugeren falder til ro og kan mærke sin krop.

Gyngestolen findes på flere hospitaler, psykiatriske hjem og plejehjem her i Danmark og er ved at blive rullet ud på det europæiske marked, hvorefter en større global satsning følger.

Læs mere på www.wellnessnordic.com/produkter/gyngestolen

Wellness Nordic er netværkspartner i Demantec.

Interessiert an weiteren aktuellen Informationen zum Projekt?